Domaine Josmeyer
Frankrig
Alle Josmeyers vine fremstilles af certificerede, Biodynamiske druer fra domainets egne i alt 28 hektar store marker. ”Vores jord skal leve og vores vinstokke skal have et stærkt naturligt immunforsvar”, er meldingen fra Josmeyer. I kælderen er alt så naturligt som muligt. Hos Josmeyer bryder man sig ikke om ordet "vinmager”. "..vi kan bedre lide ordet guide. Det er jo reelt naturen og ikke os, der laver vinen. Men det er vigtigt at guide naturen lidt, og man skal starte allerede i marken, så druematerialet bliver optimalt. Er druerne perfekte er der heller ingen problemer i kælderen..."
Chaptalisering indgår ikke i Josmeyers metoder. På samme måde hylder Josmeyer ikke ”moden” med at bruge sødme og alkohol til at give vinene kunstig volumen. Det er som oftest bare et dække over for høje hektarudbytter. Stilmæssigt er Josmeyers vine bygget op omkring den naturlige smagskoncentration og den friskhed og syre, der er i druerne. De unge vine lagres på 100 år gamle foudres, der tillader en langsom, kontrolleret iltning. Det giver utroligt holdbare, klassiske Alsace vine, der kan udvikle sig i mange år på flaske. En Riesling fra Hengst holder let i 20 år!
Josmeyers vine er utroligt friske, frugtsmagende, kødfulde og krystalklare med en fornem smagskoncentration og balance. Søger du den klassiske, tørre Alsace stil på højeste niveau er Josmeyer i dag det allerbedste sted at lede!